Tre generationer med slagterpassion, godt håndværk og kompromisløs kvalitet siden 1946

Farfar

I 1946 grundlagde slagter Gert Nielsen, den ældre, firmaet i ydmyge omgivelser i en kælder i Eskildsgade 12.

Her lavede han ene mand røg- og fedevarer med de bare næver i røgeovnen, og leverede bl.a. skinker, hamburgerryg og bacon med hestevogn.

Grundlæggeren satte fra start en høj standard, og lige siden er man ikke gået på kompromis med hverken den gode smag, det solide håndværk eller den høje kvalitet. Det samme gælder ufravigelige krav til hygiejne og miljø.

I 1952 blev pladsen for trang, og firmaet flyttede til Kødbyen i større lokaler.

Far

I 1963 overtog grundlæggerens søn, Arne Nielsen, firmaet. Løbende blev forretningen udvidet, lokalerne blev større og flere slagtere, specialister og sælgere kom til.

I starten forsynede firmaet slagterbutikker med primært røgvarer som speciale, men løbende blev hele kundegrundlaget udbygget og gradvist udskiftet med offentlige sygehuse, institutioner, plejehjem og kantiner.

Virksomheden flyttede to gange i Kødbyen til større lokaler, den sidste gang i 1996, fra Halmtorvet til Slagterboderne.

Sortimentet blev kraftigt udbygget fra kun at forhandle ganske få røgvarer, primært svinekød, til at også at omfatte oksekød, lammekød m.m.

Knægten

I 2000 overtog Arnes søn, Gert Nielsen, den yngre, virksomheden, og 9 år senere rykkede man ind i nye og mere moderne faciliteter i Hvidovre. Der blev tilbygget og tilføjet pølsemageri, burgerlinje og sous vide produktion.

Her er der optimale logistik- og forsyningsmuligheder, samt bedre adgang til distribution af varer til kunderne over hele Danmark og sågar et par enkelte i Frankrig.

Hestevognen fra 1946 er nu udskiftet med lidt flere hestekræfter i form af 8 velkørende varevogne, der søger for at produkterne bliver leveret til tiden og under optimale forhold – hver dag.

I dag beskæftiger virksomheden 30 ansatte og leverer til bl.a. restauranter, caféer, burgerjoints, kantiner og produktionskøkkener.